Danske udviklingsprojekter

Obton A/S' tilgang til projektudvikling er åben og dialogsøgende, og derfor vægter vi samarbejde med lokale borgere og myndigheder højt. Vi har som ambition, at alle parter skal føle sig velinformerede og trygge ved processen.

Når vi starter en indledende proces op, vil første skridt typisk være at kontakte naboer og grundejere indenfor minimum 200 meter af det potentielle projektareal. Hvis der er anledning til bekymringer for den enkelte nabo eller grundejer, drøfter vi gerne muligheder og alternative løsninger, som kan indgå i den endelige ansøgning til
kommunen

Det er vores erfaring, at vi opnår en bedre forståelse og et højere engagement i vores projekter, når lokale borgere deltager aktivt i beslutningerne om den endelige udformning af anlægget.

Har du en landbrugsejendom?

Klik her for at høre mere om dine muligheder

Typisk proces for et udviklingsprojekt

Fremme af udbygning af vindmøller og solceller

Energistyrelsen administrerer fire ordninger i 'Lov om fremme af vedvarende energi' (VE-loven), som har til hensigt at fremme lokalbefolkningens accept af og engagement i udbygningen med vindmøller og solceller.

1: Værditabsordning

Værditabsordningen giver ejere af beboelsesejendomme mulighed for at anmelde krav om værditab hvis der opstilles vindmøller eller solceller i nærheden af din beboelsesejendom.

Udgør værditabet 1% eller mindre af beboelsesejendommens værdi, bortfalder kravet på at få værditabserstatning.

Beboelsesejendommens værdi fastsættes af Taksations-myndigheden og vurderes ud fra værdien på tidspunktet for Taksations-myndighedens besigtigelse som finder sted, når anlægget er tilsluttet og har produceret den første kWh.

 

2: Salgsoptionsordning

Salgsoptionsordningen giver ejere af beboelsesejendomme, som er helt eller delvist beliggende i en afstand af op til 6 x vindmøllehøjden eller 0-200 meter afstand fra nærmeste solcelleanlæg mulighed for at anmelde krav om salgsoption, såfremt beboelsesejendommen får tilkendt et værditab fra Taksationsmyndigheden på over 1% af beboelsesejendommens værdi.

 

3: VE-bonusordning

VE-bonusordningen giver beboere af beboelsesejendomme (husstande) der ligger 4-8 gange vindmøllehøjden og 0-200 meter fra større solcelleanlæg mulighed for at få en årlig udbetaling, svarende til en del af anlæggets kapacitet. Størrelsen på udbetalingen afhænger dels af hvor meget VE-anlægget producerer,
og dels hvilken pris elproduktion kan sælges til. Det forventes, at den
gennemsnitlige årlige udbetaling pr. husstand for vindmøller vil være ca. 16.000 kr. og for solceller ca. 4.500 kr. (2024).

Husstanden er berettiget til VE-bonus fra første produceret kWh fra anlægget og i hele anlæggets
levetid, dog ophører en beboers ret til at modtage VE-bonus, hvis beboeren flytter fra husstanden.
VE-bonus udbetales skattefrit til husstanden én gang årligt bagudrettet med frist den 1. maj og beregnes af hele anlæggets produktion.

Husstande, der ønsker at acceptere opstillers tilbud om VE-bonus, skal meddele deres accept af tilbuddet
skriftligt til opstilleren inden 8 uger efter afholdelsen af det offentlige møde. Meddelelsen skal sendes skriftligt til den af opstiller oplyste e-mail eller postadresse.

 

4. Grøn pulje

Med grøn pulje bliver opstillerne af vedvarende energianlæg pålagt at indbetale et beløb pr. opstillet MW til kommunen.

Kommunen administrerer midlerne, og midlerne kan anvendes bredt til kommunale tiltag. Det er hensigten, at midlerne fortrinsvist skal støtte projekter ansøgt af nære naboer til det vedvarende energianlæg samt grønne tiltag i kommunen.

Betalingen af midlerne skal ske direkte fra opstiller til kommunen som en engangsbetaling efter nettilslutning. Opstiller betaler for: solcelleanlæg 125.000 kr. per installeret MW; landvindmøller 313.000 kr. per installeret MW.

Mere end bare solenergi

En solenergipark skal kunne mere end bare at producere grøn energi. Derfor bidrager vi også gerne med miljømæssige og rekreative tiltag i og omkring solenergiparken, der kommer lokalområdet til gode. 

Det kan eksempelvis ske i samarbejde med en håndfuld interesserede borgere fra nærområdet, der vil være med til at komme med forslag og idéer til, hvordan solenergiparken og Obton kan bidrage til lokalområdet.

Vi arbejder typisk med tiltag inden for disse områder:  

  • Øget biodiversitet
  • Beskyttelse af drikkevandsressourcer
  • Stisystemer og opholdsområder

Video: Biodiversiteten trives i solcelleparker

Er du nabo til en solenergipark?

Bliv klogere på dine rettigheder her

Team Greenfield Denmark