Hos Obton arbejder vi ud fra et adfærdskodeks, der sætter en høj standard for vores grundlæggende etiske principper. Det kalder vi for vores Code of Conduct og kort fortalt handler det om, at vi holder, hvad vi lover og tilstræber at skabe værdi i alt, hvad vi gør.
Alle medarbejdere, direktion og bestyrelser i Obton er forpligtet til at holde sig ajour og forholde sig til de retningslinjer, der er beskrevet i kodekset og de værdier, som det er baseret på.
Grundlæggende er vi altid høflige og viser respekt overfor alle omkring os – uanset om det er kolleger, investorer, samarbejdspartnere eller leverandører.
Vi vil altid overholde gældende lovgivning, og vi vil ikke medvirke til eksterne parters overtrædelse af love.
Vi accepterer ikke adfærd, der kan have en negativ indvirkning på kollegaer, arbejdsmiljø, samarbejdspartnere eller Obton som virksomhed. Det omfatter enhver form for chikane, forskelsbehandling eller anden adfærd, der kan betragtes som truende, krænkende eller nedværdigende eller kan skade Obtons omdømme.
Udover vores Code of Conduct har vi en række forskellige politikker, der sikrer, at vi har procedurer mod hvidvask, terrorfinansiering, bestikkelse og korruption.