Erfaren energidirektør hentes ind som ny CEO for Obton A/S

Som led i et ambitiøst strategiskifte, der skal gøre Obton A/S til en af markedets bedste ejere og udviklere af solenergi, har selskabet ansat en ny administrerende direktør. Svenske Sandra Grauers Nilsson kommer med lang erfaring fra energisektoren og overtager posten fra Anders Marcus, som fortsætter som aktivt bestyrelsesmedlem.

Fremtidens Obton A/S skal være et globalt førende og uafhængigt energiselskab. Den ambition indfries bedst med en erfaren topchef fra branchen ved roret, og derfor har Obton netop ansat Sandra Grauers Nilsson som ny CEO. Hun har senest haft en stilling som CEO i energiselskabet Eku Energy og har inden da haft forskellige ledende roller i Vattenfall igennem 15 år, de sidste fem år som Vice President med globalt ansvar for selskabets vindaktiviteter på land.

Sandra Grauers Nilsson tiltræder hos Obton 11. november 2024, hvor hun indleder et parløb med den nuværende CEO Anders Marcus, indtil hun afløser ham på posten som CEO 1. februar 2025.

”Vi har i Obton en erklæret ambition om at blive et globalt førende energiselskab, der er blandt de bedste til at drive og udvikle solenergi. Derfor tilfører vi nu en væsentlig kapacitet til vores ledelse, og med Sandra i spidsen for vores udvikling får vi en stærk leder med lang erfaring fra energisektoren og indgående kendskab til markedet. Det giver os de helt rette forudsætninger for at sikre fremdrift i vores ambitiøse transformation. Samtidig ser jeg frem til at fortsætte med at bidrage aktivt til selskabets udvikling fra bestyrelsen,” siger Anders Marcus, bestyrelsesmedlem og afgående CEO.

Lovende udvikling

Obton annoncerede i september 2024 et strategiskifte, der skal skabe fundamentet for fremtidens Obton. Her er planen at samle alle aktiviteter i ét fælles energiselskab i samarbejde med Obtons 4.500 investorer. Et selskab, der kan blive blandt de største af sin slags på europæisk plan med en portefølje på mere end DKK 30 mia. fordelt på flere end 1.000 solcelle- og batteriparker over store dele af verdenen. Den ambition skal Sandra Grauers Nilsson som ny CEO være med til at realisere.

”Obton har sat gang i en lovende udvikling med en strategi, der vil positionere selskabet som en stærk aktør på det europæiske energimarked. Den er jeg stolt over at stille mig i spidsen for. Obton har den helt rette erfaring inden for udvikling og drift af solcelleparker og batteriparker til at kunne levere et væsentligt bidrag til den grønne omstilling på globalt plan. Det er der efterspørgsel efter, og jeg glæder mig til at bringe mine erfaringer i spil for at indfri vores store potentiale,” siger Sandra Grauers Nilsson, tiltrædende CEO for Obton A/S.

Obton skal være globalt førende energiselskab

Obton sætter nu kurs mod nye strategiske mål. Ambitionen er at gøre Obton til et globalt førende og uafhængigt energiselskab.

Obton overtager japansk soludvikler og projektportefølje i milliardhandel

Obton A/S investerer massivt i Japan i disse år, og den strategi har senest ført til et opkøb af den japanske virksomhed BCPG, der arbejder med udvikling og drift af vedvarende energiprojekter.

Obton A/S køber japansk solportefølje på 117 MW sammen med GSSG Solar

Opkøbet bringer Obton A/S op blandt de 10 største operatører indenfor drift af solcelleparker i Japan.

Obton A/S indgår kontrakt med førende leverandør af energilagringsanlæg

Obton A/S har netop underskrevet sin første kontrakt med Trina Storage, der er en førende global leverandør af energilagringssystemer.