Grønne investeringer gav Obton Group et solidt 2020
En overvældende investorinteresse for at investere i solcelleenergi og i klimavenlige boliger samt i seniorboliger gav Obton Group et solidt 2020.
Koncernen, der står bag energiselskabet Obton A/S og ejendomsselskabet Koncenton A/S, og samlet forvalter investeringer for over 26 mia. kr., kom ud af året med et overskud på den primære drift på 304 mio. kr. Resultatet ligger dermed næsten en tredjedel over resultatet for 2019, og ser man tilbage til 2018, er der tale om mere end en fordobling af resultatet.
”2020 blev på mange måder et år, som vi er både stolte over og ovenud tilfredse med. Udover det flotte resultat kunne vi i slutningen af 2020 med stor glæde annoncere, at der er indgået en aftale med den nordisk baserede kapitalfond FSN Capital om erhvervelse af 45 pct. af aktierne i Obton Group Holding,” siger CEO i Obton Group Holding, Anders Marcus, i forbindelse med regnskabet.
Han fortæller, at selskabet har store forventninger til samarbejdet og tror på, at FSN kan bringe både stærke kompetencer, stor viden og erfaring med ind i bestyrelseslokalet og derigennem bidrage til den fortsatte vækstrejse for både Obton og Koncenton.
Som for de fleste andre virksomheder blev 2020 et både specielt og udfordrende år, efter corona-pandemien ramte i marts måned. I starten var både Obton Group og de potentielle investorer usikre på, hvor slemt det ville blive, og hvor lang tid uroen ville vare.
”I begyndelsen af pandemien var der mange ubesvarede spørgsmål, men en krise kalder samtidig på omstillingsparathed, og det har vi i den grad fået bevist, at det er både vi selv, vores samarbejdspartnere og investorer gode til,” siger Anders Marcus, der også forventer, at investorinteressen for alternative investeringer i vedvarende energi og ejendomme vil give et stærkt 2021.
Investorer glade for solenergi
Den grønne dagsorden stod også i 2020 stærkt i investorernes bevidsthed, og det styrkede interessen for solenergi hos Obton. Investorerne ønsker, at deres investering gør en direkte forskel for klimaet, og det er samtidig gået op for mange, at investering i solenergi giver en stærk kombination i form af et stabilt og fornuftigt afkast sammen med en lav risikoprofil.
Interessen samler sig for tiden om den aktuelle solfond Solenergi Impact, hvor målet er et samlet investorindskud på 3 mia. kr. Fonden forventes fuldtegnes i slutningen af 2021, og den vil få de samlede investeringer i solcelleparker op på 12 mia. kr. Obton rykkede i 2020 ind på flere nye markeder som Ungarn, Polen og Irland, og i år forventes blandt andre Grækenland og Japan at komme til.
Boliger med fokus på klima og seniorer
Også boligselskabet Koncenton fik et godt år og slog alle rekorder. Der blev lanceret de to fonde Seniorboliger III og Klimaboliger samt enkeltprojekter i flere danske byer. Derudover blev der købt 11 ejendomme ind i allerede fuldtegnede fonde.
”Bæredygtigt byggeri og socialt ansvar var og er vigtige fokuspunkter i Koncenton. Vi solgte vores første grønne projekt, som er et bæredygtigt rækkehus-projekt i Odder (20 km syd for Aarhus) på bare to timer. Den efterfølgende lancering af vores første fond med udelukkende grønne ejendomme har fået en lige så fin modtagelse blandt investorerne,” siger Anders Marcus, der tilføjer, at investorinteressen bekræfter ham i, at bæredygtigt byggeri er en afgørende faktor for fremtidens ejendomsinvesteringer.
Fonden Seniorboliger III, der blev også lanceret i 2020, og det velkendte investeringsprodukt fik en god modtagelse hos investorerne. Konceptet giver både et fint afkast og tager et stort socialt ansvar i forhold til at bekæmpe ensomhed blandt ældre. Ifølge Anders Marcus taler disse former for ejendomsinvesteringer både til hjerne og hjerte hos selskabet og investorerne, og aktiviteterne inden for disse områder vil derfor blive udvidet i de kommende år.