Obton Group styrker bestyrelsen med flere internationale profiler

De nye bestyrelsesmedlemmer indtræder i forbindelse med den endelige afslutning af transaktionen, hvor kapitalfonden FSN Capital har købt 45 pct. af Obton Group.

De nye profiler til bestyrelsen er norske Gunn Wærsted, der samtidig bliver forkvinde for Obton Groups bestyrelse, tyske Mike Winkel samt danske Thyge Boserup. Herudover indtræder Lars Denkov, partner i FSN Capital, også i bestyrelsen.

Gunn Wærsted er professionelt bestyrelsesmedlem og har en unik kombination af ledelseserfaring inden for den finansielle sektor og energisektoren. Gunn Wærsted er i dag blandt andet forkvinde for teleselskabet Telenor ASA og Petoro, der administrerer den norske stats olie- og gasaktiviteter samt bestyrelsesmedlem i Fidelity International og Nationwide Building Society, ligesom hun er executive advisor i FSN Capital.

Mike Winkel har mange års ledelseserfaring fra det tyske energiselskab E.on, herunder ansvarlig for selskabets aktiviteter inden for vedvarende energi. Mike Winkel var frem til marts i år bestyrelsesmedlem i Japans største elektricitetsselskab JERA. Nu fungerer han som Senior Advisor for JERA og også Boston Consulting Group.

Thyge Boserup, der blandt andet har ledelseserfaring fra Ørsteds havvindenergiaktiviteter, er i dag bestyrelsesformand for Green Hydrogen Systems, der producerer elektrolyseanlæg til produktion af grøn brint og netop med stor succes er blevet børsnoteret på Nasdaq Copenhagen.

"Vi er meget tilfredse med, at vi har kunnet tiltrække tre så stærke profiler til bestyrelsen for Obton Group. Det vidner om Obton Groups store potentiale inden for solenergi og dermed rolle i den grønne omstilling af vores energisystemer der er nødvendig, hvis vi skal nå målet om et samfund uden udledning af drivhusgasser i 2050," siger Lars Denkov, partner i FSN Capital.

Også Obton Groups medstifter og CEO Anders Marcus glæder sig over, at internationale profiler nu indtræder i Obtons Groups bestyrelse.

"Styrkelsen af bestyrelsen med internationale profiler og stærke kompetencer inden for den grønne omstilling ligger i lige forlængelse af at få FSN Capital ind som investor. Obton er i rivende udvikling og er i dag blandt de største udviklere og investorer i solcelleparker i Europa, og jeg er sikker på, at vi med disse internationale kræfter og kompetencer inden for den grønne omstilling kan indfri vores internationale vækstambitioner," siger Anders Marcus.

Obton Group udvikler og forvalter investeringer inden for solenergi og ejendomme. Selskabet fortsatte de seneste års markante vækst i 2020, hvor driftsresultat voksede ca. 30% til 306 mio. kr.

Obton Group er den første danske investering fra FSN Capital's seneste fond, FSN Capital VI, der i juni 2021 lukkede med et samlet investeringstilsagn på EUR 1,8 milliarder.

Download pressefoto her 

Erfaren energidirektør hentes ind som ny CEO for Obton A/S

Som led i et ambitiøst strategiskifte har Obton A/S ansat en ny CEO.

Obton skal være globalt førende energiselskab

Obton sætter nu kurs mod nye strategiske mål. Ambitionen er at gøre Obton til et globalt førende og uafhængigt energiselskab.

Obton overtager japansk soludvikler og projektportefølje i milliardhandel

Obton A/S investerer massivt i Japan i disse år, og den strategi har senest ført til et opkøb af den japanske virksomhed BCPG, der arbejder med udvikling og drift af vedvarende energiprojekter.

Obton A/S køber japansk solportefølje på 117 MW sammen med GSSG Solar

Opkøbet bringer Obton A/S op blandt de 10 største operatører indenfor drift af solcelleparker i Japan.