Obtons første danske solcellepark får grønt lys af Skanderborg Kommune
Byrådet i Skanderborg Kommune har netop godkendt etableringen af Østerskov Solenergipark mellem Låsby og Galten. Solcelleparken er en vigtig milepæl for Obton A/S, der har flere danske solprojekter på vej.
Skanderborg Kommune har store klimaambitioner og ved at godkende en ny, stor solcellepark mellem Låsby og Galten, er man nu godt i gang med at eksekvere på dem.
På byrådsmødet d. 24. april besluttede lokalpolitikerne nemlig at sige ja til Obton A/S, der har ansøgt om tilladelse til at opføre en solcellepark på forventeligt 60MWp på et projektareal på 59 hektar svarende til knap 83 fodboldbaner.
Nyheden bliver taget godt imod af CEO i Obton A/S, Anders Marcus.
”Jeg er både glad og stolt over, at vi nu har fået godkendt vores første danske solprojekt, så vi kan være med til at indfri de ambitiøse målsætninger for vedvarende energi, både nationalt og kommunalt. Vores Greenfield Development Team har været i gang i nogle år efterhånden, og det danske marked for solenergi er centralt for Obton A/S’ fremtidige strategi. Derfor er det selvfølgelig en vigtig milepæl for os som udvikler af solcelleprojekter,” fastslår han.
Konstruktivt samarbejde
Ifølge projektansvarlig og associate director i Greenfield Development-teamet hos Obton A/S, Jacob Bonde, er processen frem til nu forløbet meget tilfredsstillende.
”Det er vores oplevelse, at vi har haft et rigtig godt udviklingsforløb – både i planlægningsfasen med Skanderborg Kommune og med de lokale borgere, som vil blive berørt af solcelleparken. Vi har haft en respektfuld dialog og et konstruktivt samarbejde, som gør, at projektet nu også tilgodeser forskellige ønsker og behov, som er blevet påpeget undervejs – herunder beplantningsbælter med frugttræer, afgræsning af får samt forbedring af adgangsveje,” fortæller Jacob Bonde.
Jacob Bonde, projektansvarlig for Østerskov Solenergipark
Næste skridt i processen er nu at planlægge det videre projektforløb, så Obton A/S forventeligt kan påbegynde anlægsarbejdet til den nye solcellepark i 2026. Timing afhænger af det statsejede Energinet, som ejer og driver dansk energiinfrastruktur, og de forventer, at infrastrukturen er klar til at modtage strøm fra Østerskov Solenergipark i løbet af 2027.
Fakta om Østerskov Solenergipark
- Projektarealet er på 59 hektar – heraf 48 hektar til byggefelt.
- Placering ca. 800 meter øst fra Låsby og godt 1,5 km vest for Galten.
- Omådet ligger i landzone og består primært af marker, der drives som konventionelt landbrug.
- Solcelleparken får en produktionskapacitet op til 65.000 MWh årligt. Det svarer til elforbruget for ca. 14.800 husstande i et år.
- Læs mere på obton.com/oesterskov