Søren Lindgaard er ny CFO i Obton Group
”Et af redskaberne til at navigere i fremtiden er øget fokus på data,” lyder det fra Obton Groups nye CFO Søren Lindgaard.
I en tid, hvor den finansielle branche forandrer sig som aldrig før, stilles der større og større krav til aktørerne i den. Et af redskaberne til at navigere i fremtiden er øget adgang til og brug af data. Sådan lyder ordene fra Obton Groups nye CFO Søren Lindgaard, der netop er blevet en del af direktionen.
”Set gennem CFO-briller er det for Obton Group, som for alle andre virksomheder, vigtigt at have et klart billede af, hvad der bidrager til at skabe værdi for kunderne. Her er overblik over data og KPI’er helt centralt, så vi hele tiden kan korrigere, hvor der måtte være behov for det. I en tid, hvor den finansielle branche hastigt forandrer sig, fordi verden forandrer sig, bliver vi i endnu højere grad afhængig af umiddelbar adgang til opdaterede data til at skabe overblik, være på forkant med udviklingen og skabe grundlag for de rette beslutninger,” fortæller Søren Lindgaard.
Som CFO hos Obton Group bliver Søren Lindgaard øverst ansvarlig for finanserne i Obton Groups to selskaber Obton (som investerer i solenergi) og Koncenton (som investerer i ejendomme). To store forretningsområder, der begge har oplevet stor vækst de seneste år, og hvor ambitionerne er store for fremtiden, lyder det fra CEO i Obton Anders Marcus:
”Jeg er rigtig glad for, at vi har fået Søren med ombord. Han har den helt rette erfaring og indsigt til at være med til at føre Obton og Koncenton videre på vores spændende vækstrejse. Netop det at kunne agere i – og være på forkant med – udviklingen i en finansiel branche, så vi varetager vores investorers interesse bedst muligt, er helt afgørende for vores forretning. Vi tror på, Søren er den rette mand til at stå i spidsen for dette.”
Søren Lindgaard kommer fra en stilling som selvstændig rådgiver, hvor han blandt andet har hjulpet den Schouw & Co-ejede GPV-koncern med integration af den schweiziske CCS koncern. Inden da arbejdede han som CFO for Kirk Kapital A/S, hvor han var ansat fra 2014 til 2019, og før det besad han en stilling som CFO hos ID Design A/S fra 2011 og 2014. Titlerne inden da tæller CFO i FLS Aerospace koncernen, CFO og Head of Global Finance i LEGO koncernen, og CFO hos Tvilum, så det er på alle måder en erfaren herre, der nu har sat sig i CFO-stolen hos Obton.
”Jeg ser i den grad frem til at blive en del af en spændende, international virksomhed, der på en helt unik måde har formået at kombinere behov i samfundet med private og semiprofessionelle investorers interesse. Jeg er sikker på, der er endnu flere succeser, der venter på os i fremtiden, og jeg glæder mig til at blive en del af dem,” siger Søren Lindgaard.
Søren Lindgaard startede i sin nye stilling 25. februar. Han er 53 år og bosat i Vejle. Fritiden bruges blandt andet på motionsløb, ture i havkajakken, skiferie og på samvær med familie og venner.