Grøn investering - ren win-win for klimaet og investoren

Investeringer i grønne løsninger og bæredygtighed betaler sig. Investoren får en fornuftig risikospredning og er sikret et godt, stabilt afkast. Samtidig er grønne investeringer med til at afhjælpe klimaproblemer og sikre, at de politiske klimamål bliver nået.


Køb en Tesla til en million, og du reducerer CO2-udledningen for én bil.

Men hvis du i stedet investerer millionen i en solcellepark, neutraliserer den, hvad der svarer til den årlige CO2-udledning fra 76 mellemklassebiler, der hver kører 20.000 km om året.

Hvis man vil gøre noget godt for klimaet, kan man gøre rigtig meget ved at bringe sin opsparing eller pension i spil og investere i grønne løsninger. Derved tager man medansvar for klimaet, samtidig med at man får et godt, stabilt afkast.

Investeringsselskabet Obton investerer både i egne solcelleparker og i eksisterende projekter. Udover at projekterne skal tilgodese investorernes forventninger til afkast og risikospredning, bliver bæredygtighed vigtigere og vigtigere.

”Vi skal både kunne skabe en god forretning for vores investorer samtidig med, at vores grønne projekter skal kunne leve op til en række krav til arbejdernes vilkår, indvirkningen på lokalområdet og biodiversiteten” siger investeringsdirektør hos Obton Oliver Peters, der er overbevist om, at vi kommer til at se flere investeringer i bæredygtighed og grønne løsninger.

Klima på dagsordenen

Klimaet har de senere år fyldt meget på den politiske dagsorden. I 2015 tilsluttede Danmark sig Paris-aftalen, og i 2020 vedtog Folketinget Danmarks første klimalov.

”De politiske ambitioner på klimaområdet og det pres, der er fra yngre generationer, er i høj grad med til at sætte sejlene mod en bæredygtig og grøn økonomi. Det skaber attraktive vækstmuligheder for firmaer indenfor det felt. Der er også større økonomiske incitamenter til at skabe teknologier indenfor klimaløsninger,” siger Thomas Fabricius.

Han er direktør for finansielle investeringer i Kirk Kapital, der forvalter kapital for bl.a. Kirk Johansen-familien, og har arbejdet med ansvarlige og bæredygtige investeringer siden 2016.

”Grønne investeringer fylder mere og mere, og vi tror på, at vi ved at gå den vej kan skabe de mest attraktive afkast for vores kunder fremadrettet. Vi investerer i samtlige led af værdikæden, hvor vi ser værdi. I sol og vind, men også selskaber, der er engagerede i råvarer og materialer, som er essentielle for industrien, og en opgradering og udbygning af de eksisterende anlæg. Ved også at investere i infrastrukturen kan vi accelerere transport og lagring af den grønne strøm,” siger Thomas Fabricius.

Spil en rolle i den grønne omstilling

Den danske klimalov skal sikre, at Danmark reducerer udledningen af drivhusgasser med 70 procent i forhold til niveauet i 1990 i 2030 og være CO2-neutralt i 2050.

Der er behov for en massiv udbygning af den vedvarende energi, og der er ikke nok offentlig kapital til at nå det mål. Derfor kommer den finansielle sektor til at spille en væsentlig rolle, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling. Vi ser nu, at kapitalforvaltere, pensionsselskaber og internationale investorer begynder at operere ud fra, at vi skal være CO2-neutrale i 2050.

Omkostningskurven for vedvarende energi er faldende, og dermed er markedet blevet mere konkurrencedygtigt i forhold til fossile brændstoffer. Det er blevet en bedre forretning at investere grønt – også på længere sigt.

”I Kirk Kapital er vi ikke interesserede i at investere i noget, der ikke har værdi på den lange bane. Vi har en forpligtelse overfor vores investorer til at forstå de risici, som vi påtager os, og investere der, hvor vi ser et godt forhold mellem risiko og afkast. Vi tror på, at bæredygtige og grønne investeringer betaler sig, og der er rigtig mange muligheder for investeringer på tværs af værdikæden og i stort set alle industrier,” siger investeringsdirektøren.

Lille risiko, stort afkast

For bare få år siden havde mange investorer med en mellemrisiko-profil cirka halvdelen af deres opsparing i aktier og den anden halvdel i obligationer, men den opskrift giver ikke et ret stort afkast i dag. Derfor kan private investorer lære af de professionelle investorer som pensionsselskaber og kapitalforvaltere, som har de samme udfordringer.

Pensionsselskaberne investerer typisk i mange aktivklasser for at sprede deres risiko og opnå et fornuftigt risikojusteret afkast. I takt med at renteniveauet er faldet, har eksempelvis danske pensionsselskaber øget deres andele af alternative investeringer, som i gennemsnit ligger på 25 procent af deres formue.

”Bankerne giver negativ rente på bankindestående, og det samme gælder mange obligationer, og det har pensionsselskaberne såvel som Kirk Kapital forsøgt at imødegå ved at investere mere og mere i alternative investeringer, som har en lidt større risiko, men et større afkast,” siger Oliver Peters fra Obton.

Grønne investeringer giver mening

På baggrund af tal fra Rådet for Afkastforventning har Obton udregnet, at en sammensætning af 50 procent aktier og 50 procent obligationer over en 10-årig periode vil give et årligt afkast på 2,9 procent. Investerer man derimod 50 procent af formuen i aktier, 25 procent i obligationer og resten i f.eks. solenergi, vil man kunne forvente knap 40 procent bedre afkast, mens man kun forøger sin risiko med knap fem procent.

”Det giver mening, både for klimaet og den enkelte investor,” siger Oliver Peters.

Hos Obton kræver en investering i en solcellepark en minimuminvestering på 750.000 kroner, som giver et gennemsnitligt afkast på lidt over otte procent årligt over en periode på 10 år.

”Afkastet er højere end på obligationer, men lavere end på aktier, ud fra udviklingen i aktier i de senere år. Investeringen skal ses som en risikospredning, for man skal ikke lægge alle sine penge i ét projekt, uanset hvor godt det er,” understreger Oliver Peters og tilføjer: ”Som investor skal man være opmærksom på, at solcelleparkerne ikke er som en børsnoteret aktie, så man kan ikke sælge og købe på dagsbasis. Der er nogle exit-muligheder i løbet af året, men det er ikke lige så likvidt som en aktie. Til gengæld behøver man ikke følge med i kurserne.”

Spred risikoen i din portefølje med en investering i energilagring

Mange danske investorer har en portefølje i ubalance, hvilket betyder, at de potentielt snyder sig selv for afkast. Løsningen er mere risikospredning, og her er en investering i energilagring en oplagt mulighed.

Gør som pensionsselskaberne og diversificer din portefølje med unoterede aktiver

Ny rapport fra brancheforeningen F&P viser, hvordan unoterede aktiver skaber værdi for forsikrings- og pensionsselskaberne. Få inspiration til, hvordan du selv kan kopiere strategien her.

Solenergi: Sådan optimerer vi driften ved hjælp af data og digitale værktøjer

Med intelligent brug af data og nye innovative teknologier i baglommen arbejder Obtons tekniske specialister kontinuerligt på at optimere driften.

3 grunde til at projektrettigheder er en interessant investering

Værdiskabelsen er stor, når et nyt energiprojekt er udviklet helt frem til byggestart. Det er svært at nå dertil, men når det lykkes, er det en attraktiv og efterspurgt vare.