Solindustrien arbejder på at løse udfordringen med solcelle-skrot
En solcelle har en forventet levetid på mindst 30 år. Men hvad skal der ske med de titusindvis af solceller, når de er klar til skrotning? Det spørgsmål står højt på dagsordenen i solindustrien, hvor man arbejder aktivt for at finde ansvarlige løsninger.
Det seneste årti er antallet af nye solcelleparker eksploderet verden over, og alt tyder på, at den tendens fortsætter for fuld kraft. Det betyder, at solindustrien kigger ind i en voldsom mængde solcellemoduler, der skal skrottes inden 2050.
I USA har forskere ved det Nationale Vedvarende Energilaboratorium (NREL) gennemført den første globale undersøgelse for at identificere de mest lovende løsninger til genanvendelse af udtjente solcellemoduler. Deres overordnede konklusion er ikke overraskende, at området kræver yderligere forskning og udvikling.
Ansvarlig håndtering
Robin Hirschl, der er leder af Obton Tech, er enig i, at det er et område, der skal mere fokus på i fremtiden. Han er dog meget fortrøstningsfuld omkring en ansvarlig og miljøvenlig håndtering af affald fra udtjente solceller i årene, der kommer.
”Vi er stadig på et stadie, hvor mængden af solcelle-affald er meget begrænset. Men det er ingen tvivl om, at akkumuleringen af solcelle-skrot hurtigt vil snige sig ind på os. Heldigvis er man udmærket klar over udfordringen i branchen, og i EU har der været lovgivning på området siden 2012,” siger han og fortsætter:
”Med mit kendskab til solcelleproducenterne, så oplever jeg, at de meget opmærksomme på, at alle komponenter i et solcellemodul skal kunne genanvendes så effektivt og billigt som overhovedet muligt. Det er også i deres interesse, at produktionen er ansvarlig og så skånsom som muligt. Derfor er jeg heller ikke bekymret for, at solceller vil udgøre en miljømæssig belastning i fremtiden.”
Målet er en cirkulær industri
Ifølge forskerne fra NREL bør målet for fremtiden være at få etableret en cirkulær industri omkring genbrug af solcellemoduler. Men de påpeger også, at det kræver både investeringer og hårdt arbejde.
I deres undersøgelse fremhæver de en række innovationer, der i teorien allerede kan genbruge eller nedbryde mellem 95 og 100 pct. af materialerne i en udtjent solcelle.
I dag består langt størstedelen af en solcelle af silicium. Et råstof, der udgør næsten 30 pct. af jordklodens overflade og derfor findes i rigelige mængder. Men solcellerne indeholder også værdifulde og miljøskadelige materialer som fx bly, sølv og kobber, selvom det er i meget små mængder. Ideelt set bør målet være, at man helt undgår at anvende disse.
Forskerne peger også på, at solcellernes levetid gerne skal forlænges, materialerne skal bruges mere effektivt, og produktionen af elektricitet skal være endnu mere effektiv.
Obton følger udviklingen tæt
Hos Obton er problemstillingen omkring håndtering af solcelle-skrot ikke en reel udfordring endnu, men ifølge Robin Hirschl er han og de øvrige specialister i Obton Tech meget opmærksomme de muligheder, der løbende bliver drøftet i branchen.
”Solenergi driver en stor del af den grønne omstilling, og den udvikling er vi en del af i Obton. Derfor har vi også et ansvar for at passe godt på naturen og være med til at understøtte en cirkulær økonomi omkring genanvendelse af solceller,” siger Robin Hirschl.